Vi har længe kigget på den geopolitiske situation. Og nu kunne vi ikke trække den længere. Vi har besluttet at ansætte Terese Bersenaite Freltoft.
Med en kandidat i geografi, en helt særlig kærlighed for ISO 14001 og bæredygtighed bringer Terese masser af faglighed med sig ind i sin nye titel som konsulent. Men det er nok hendes måde at se verden på, der gør hende til et særligt godt match for merrild-jensen ApS & BMF. For Terese tror på, at de små ting gør en forskel.
Terese er nysgerrig af natur. Hun interesserer sig i alt fra arbejdspladstrivsel og shippingindustrien til VM i fodbold og hvorfor Seychellernes flag ser ud, som det gør. Det er emner, der ikke nødvendigvis hænger sammen. Men for Terese starter forståelse ofte i detaljen. Ofte er det summen af de mindste ting, der fortæller den største historie om verden omkring os.
Den samme nysgerrighed præger hendes tilgang til ISO. Når nogen er skeptiske over for ISO og spørger, om det virkelig gør en forskel, har hun et svar: Hvis man bare bliver en nanometer bedre, så er det godt nok. Det handler om at blive lidt klogere end i går.
Den samme nysgerrighed finder hun uden for arbejdet. I glæden ved at lære nye køkkener at kende. I vandreture langt hjemmefra. Og i evnen til at lægge mærke til de små ting på vej gennem hverdagen, som når blishønsene ved søerne får unger.
Et varmt velkommen til merrild-jensen ApS, vores levende leksikon, Terese!
P.S. Hvis du får lyst til at udfordre hende i at genkende verdens flag, bør du nok vælge en anden konkurrence, hvis du gerne vil vinde.
